Pelshue: guide til trapperhue, ushanka og russerhue
En pelshue er den varmeste hue, vi har i butikken. Punktum. Når vinden kommer ind over Lillebælt i december, hjælper en strikhue ikke ret meget, men en hue med øreklapper og for af fåreskind eller pels gør. Problemet er mest navnene. Trapperhue, ushanka, russerhue, chapka, aviatorhue. Fem ord for to huer.
Trapperhue, ushanka eller russerhue: hvad er forskellen?
Ushanka er det russiske navn. Russerhue er det danske, chapka det franske, og det er den samme hue. Ordet kommer af ushi, som betyder ører, og det giver mening, for hele pointen er de to klapper, der kan bindes op over pulden eller ned om ørerne. En ushanka er pels hele vejen rundt, både puld, forklap og klapper.
Trapperhuen ser anderledes ud. Pulden er læder eller stof, og pelsen eller fåreskindet sidder som for og vender ud på kanten og øreklapperne. Formen kommer fra de canadiske pelsjægere og fra flyverhuerne i 1930'erne, og derfor hører du den også kaldt aviatorhue. Samme klapper, samme varme, men meget mindre pels at se på.
Så valget står mellem to udtryk. Vil du have mest varme og mest pels, er det ushankaen. Vil du have noget roligere, der ikke råber, så er det trapperhuen. Den går til dynejakken, og den går til uldfrakken.
Tre pelshuer hos Hattemanden
Vi har tre pelshuer til denne vinter, alle i én størrelse til hovedmål fra 58 til 60 cm. Det dækker de fleste mænd og en god del kvinder.
Rex er ushankaen. Ægte kaninpels hele vejen rundt, quiltet for, og pelsen er brun med naturlige skift, så der ikke findes to ens. Vi anbefaler den til de koldeste dage og til folk, der har en aktiv vintersæson udenfor, såsom vinterbadning og gode gåture. 995 kr.
Pi er trapperhuen, som de fleste forestiller sig den. Læder med en let slidt overflade, og en kant af fåreskind, der løber hele vejen rundt om ansigtet og ned over klapperne. Grå eller brun, begge med lys kant. 695 kr.
Ovis er samme form i cognacbrunt læder. Det er blødere end Pi og tåler en byge, og foret af fåreskind holder varmen uden at klø. 695 kr.
Pelshue til damer
Der findes sjældent et særligt damesnit i ægte pelshuer, og det er der heller ikke her. Alle tre er til både kvinder og mænd, og forskellen ligger i, hvordan du bærer den. Rex med klapperne nede og håret løst er den varmeste og den blødeste at se på. Ovis i cognac klæder en lys uldfrakke. Pi i grå holder sig neutral og går til det meste. Kig efter form og farve, ikke efter ordet dame.
Sådan bærer du øreklapperne
På tørre frostdage binder du klapperne op over pulden. Så ligner den en almindelig pelshue, og klapperne er klar, hvis vejret vender. Blæser det uden at bide, lader du dem hænge løst med båndene fri. Det er den afslappede måde, og den du ser mest i bybilledet. Og når det bliver rigtig koldt, eller du skal på en lang gåtur i blæsten, binder du dem under hagen. Så bliver både ører og kinder, hvor de er.
Find den rigtige størrelse
Pelshuer sælges næsten altid i én størrelse, fordi pels og for giver sig lidt. Vores tre passer 58 til 60 cm. Mål dit hoved med et målebånd lige over ørerne og øjenbrynene, dér hvor huen skal sidde. Ligger du under 58, så ring til os først. Så finder vi ud af, om huen sidder godt nok på dig, inden du bestiller. Hele fremgangsmåden står i vores guide til hattestørrelser.
Sådan passer du en pelshue
Behandl den som pels og læder, ikke som en strikhue. Ryst sne og regn af med det samme, og lad huen tørre ved stuetemperatur. Ikke på radiatoren, og aldrig i tørretumbleren. Når pelsen er tør, reder du den let med fingrene eller en blød børste, så den rejser sig igen. Læderet tørrer du af med en tør klud. Bliver det mat efter et par vintre, kan lidt læderfedt hjælpe, men prøv på et skjult sted først. Om sommeren skal den have luft, gerne i en bomuldspose, aldrig i plastik. Flere råd om filt, strå og læder står i guiden til pleje af hatte.
Pelshue eller uldhue?
Strikhuen er lettere og kan ligge i lommen, og til plusgrader er den fin. Men så snart frosten kommer, vinder pelshuen. Ørerne er dækket, nakken er dækket, og vinden går ikke gennem pels og læder. Vil du have noget midt imellem til oktober og november, er en sixpence i uld eller en kasket med foer et godt bud. Pelshuen tager over fra december.
Se huerne i Kolding
Vi sender med fri fragt til pakkeshop i hele Danmark, og der er 14 dages returret, så du kan bestille to og sende den ene retur. Du kan også kigge forbi butikken i Søndergade 13A i Kolding, hvor Kim finder den, der sidder bedst. Se alle vores hatte til efterår og vinter, eller ring til os, hvis du er i tvivl om størrelsen.